Tuesday, October 17, 2006

Jeg skal fremlægge nogle ideer til den Socialdemokratiske styregruppe omkring den digitale musikudvikling i Danmark. Jeg vil godt høre kommentarer og evt. andre ideer på 4 punkter:

- en eller to licensstøttede netradioer, som gratis kan præsentere både den etablerede scene og vækstlaget for udlandet.

- en politisk styret debat om KODAs restriktive holdning til Podcasts, netradioer og anden udnyttelse af de nye medier.

- en iTunes-lov som i Frankrig. Loven sikrer forbrugeren og giver kunstneren et valg og aktualiserer debatten om et standard-format.

- er der nogle af jer, der kender noget til de svenske modeller indenfor amatørmusikken - Carsten Bentzen talte om et bus/udvekslingsprojekt?

Hvad skal der til for at kridte den digitale bane op for jer?

1 Comments:

Blogger Martin Buck said...

Mht. iTunes-loven giver jeg dig ret - det skal undersøges til bunds og det er ikke helt så ligetil og jeg er imidlertid hverken jurist eller ombudsmand. Jeg må nøjes med at videregive ideen som mulighed og som starten på en nødvendig debat. Den har sand for dyden ikke været særlig tydelig herhjemme.

Og enig, kunstnernes og producenternes rettigheder er det tungeste argument, men rettighedshaverne modsætter sig jo ikke at blive sat til salg på eMusic.com, som sælger musikken som mp3-filer.

KODA har vi jo har et godt samarbejde med og jeg er bekendt med deres solide - og i grunden både liberale og visionære - arbejde for at tilpasse sig medieudbuddet. Måske er det slet og ret utålmodighed på egne vegne, men jeg mener dog stadig, at deres gældende medlemsbetingelser ikke tager højde for karrierens forskellige faser og for medlemmernes egne indvididuelle ønsker. Mange medlemmer vil gerne gøre sig tilgængelige på nettet, men halvdelen af det, der foregår på f. eks. MySpace er imod medlemsbetingelserne. MyMusic.dk falder indenfor medlemsbetingelserne, men kan ikke udnytte podcast og internetradio fuldt ud, da afigterne er alt for store. Der er mange gode måder at promovere musikken på, men der skal coines en forretningsmodel, så man kan honorere KODA.

Skal alternativet virkelig være, at den menige musiker - for at få fuldt udbytte af de nye medier - som reelt er hans eller hendes arbejdsredskaber - skal melde sig ud af KODA? Måske er det naivt, men det forekommer, at vi taber dyr tid og at en politisk opbakning - og evt. støtte - kunne afhjælpe ventetiden.

11:39 PM  

Post a Comment

<< Home